Der går nok max 5 min, så melder de første smerter sig, og jeg når bare at tænke, at hvis det her er første ve, så overlever jeg ALDRIG rigtige veer!!!
Allerede fra første ve var de regelmæssige med 8 min fra start til start, og sådan fortsatte de en times tid, hvorefter de ligepludselig kortede ned til 5-6 min... Her kunne jeg ikke ligge i sengen mere, så jeg lagde mig ind i sofaen for at få ordentlig styr på vejrtrækning og tage seriøs tid på veerne... Der gik ikke længe før der var ca 1 minuts ve og 4-5 min pause, men der var også flere gange, hvor de kom med kun 1½-2 min pause... Det var slemt!!!
Kl. lidt over 4 ringede jeg så til FG, da jeg nu havde haft 15 veer med det rigtige interval, og jeg syntes, de gjorde ret ondt... Damen i røret blev dog rimelig enig med sig selv om, at jeg da slet ikke lod til at have rigtig ondt endnu, da jeg sagtens kunne snakke med hende, og medmindre jeg var utryg ved situationen, så syntes hun, jeg skulle blive hjemme og så komme til tjek kl 9, da jeg var i tvivl om, hvorvidt vandet var gået, og så skulle jeg da tage et par panodiler og prøve at hvile mig mellem veerne, for jeg skulle bruge mine kræfter senere... DUMME KÆLLING!!! Det tænkte jeg i hvert fald i det øjeblik, for jeg HAVDE taget et par panodiler allerede, og jeg HAVDE så mange smerter, at jeg ikke kunne slappe af på noget tidspunkt.... Bare fordi jeg ikke skreg mine smerter ud i telefonen!
Jeg prøvede så at slappe af, men kunne ikke rigtig, da veerne blev kraftigere hele tiden... Da klokken blev halv 7 og Anders vågnede (Ham havde jeg i øvrigt ikke informeret om noget som helst, da det ikke var nødvendigt, at han var oppe hele natten også) måtte jeg pænt informere ham om, at han nok ikke skulle regne med at tage på arbejde, og jeg sendte en besked til mine forældre om, at de nok skulle regne med, at det var dagen... Jeg ringede til FG igen, og denne gang nåede jeg kun at sige, at jeg altså virkelig havde ondt nu, og så fik jeg besked på bare at komme ind... MANGE TAK!!!
Veerne begyndte virkelig at tage til på dette tidspunkt, og jeg havde flere, hvor der reelt ikke var nogle pauser i mellem, så jeg lå og skreg henover sofaen og sengen og i badet, og vi kom først afsted lidt i 8 - midt i morgentrafikken! Godt vi normalt kun har 10 min til sygehuset, ellers var jeg da eksploderet!
Kvart over 8 kom vi til hospitalet, og der stod min mor klar til at tage imod mig... Da vi stod og ventede på elevatoren, kom der et par gående, der lige havde været til scanning... Tror I lige hun begyndte at ombestemme sig, da jeg stod der og brølede midt i det hele? God fornøjelse, siger jeg bare ;) Jeg nåede også op til flere gange at fortælle min mor, hvordan jeg følte det som om, at mine tarme var ved at eskplodere og jeg følte, at der var den største skid, jeg bare ikke kunne få ud!
Vi kommer endelig ind på fødestuen, og jordemoderen tager det stille og roligt og fortæller om de forskellige ting... Jeg bliver smidt på briksen, og hun kigger med store øjne og siger: "Ja, det ser rigtig godt ud... Du er allerede 8 cm åben!" :O Så tror jeg da pokker, at jeg havde så ondt! Og mig som havde frygtet, at de ville sende mig hjem igen, fordi jeg ikke var ordentlig i fødsel...
Jordemoderen skulle jo så måle hjertelyd og veer i 20 min, men det var ligesom om, hun ikke rigtig forstod, hvor ondt jeg egentlig havde hele tiden, og at jeg ikke bare kunne gøre de ting, hun så gerne ville have mig til... Jeg skreg og skreg, og jordemoderen blev ved med at rende ud og ind af stuen... Tror der var noget med, at hun var der alene, men jeg må ærligt indrømme, at der var meget, jeg ikke opfattede, og det meste af min fødsel foregik med lukkede øjne, da jeg simpelthen ikke magtede andet...
Da vi endelig havde målt hjertelyd med mere, fik jeg lov til at komme i badekarret, og nej, hvor var det bare de dejligste 10-15 min af fødslen (bortset fra at presseveerne begyndte der :S) Jeg lå bare der i min dejlige, orange badering og flød rundt, indtil den vildeste pressetrang meldte sig... Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har brølet så højt i hele mit liv, og jeg mener det seriøst, når jeg siger, at jeg følte, jeg skulle skide en ko!!! Det føltes som om, at alt i min krop ville vende vrangen ud af :S Min mor fik hurtigt fat i jordemoderen og fortalt hende, at der altså rimelig sikkert var gang i presset...
Så mig op af badekarret igen midt i en ve!!!! Jeg kunne have kvalt jordemoderen en million gange! Jeg nåede lige at stoppe mig selv, inden jeg satte tænderne i min mors arm, men jeg havde seriøst brug for at komme ud med smerten... Op på briksen igen, og så skulle jordemoder jo selvfølgelig mærke igen... Aldrig har jeg hadet et menneske så meget på så kort tid, for hun forstod sgu ikke ordet "blid"! Hele klør fem oppe for at mærke, hvordan baby lå, og det var jo ikke så let, så jeg skreg af smerter, havde kæmpe presseveer, og hun blev ved med at rode rundt, hvor hun absolut ikke skulle være! Hun mente også, at jeg da lige kunne prøve, om lattergas ikke var noget for mig, men et halvt hiv i masken var nok til mig, og hun blev enig med sig selv om, at det kunne jeg vist ikke få glæde af alligevel, så jeg fik bare en maske med rent ilt i stedet... Bestem dig dog kvindemenneske!
Endelig fik jeg lov til at presse, og jeg fik pænt besked på, at i stedet for at brøle min smerte ud, så skulle jeg holde vejret og presse... Havde jeg ikke haft min mor der til at berolige mig, så tror jeg meget nemt, jeg kunne have fortalt hende nogle grimme ting lige i det øjeblik - hun var der jo tydeligvis kun for genere mig! ;)
Jeg pressede godt og havde 3 gode, lange presseveer i træk hver gang, og jeg tænkte, at nu kørte det sgu! Lige indtil jordemoderen kigger på mig og siger: "Det her er så den svære del... Det er lidt som at gå 2 skridt frem og 1 tilbage!" Der kunne jeg så have kvalt hende igen!!! Hun var da lige det mest demotiverende menneske på hele jorden der... Og jeg kunne jo straks mærke, hvordan baby røg lidt tilbage igen, hver gang jeg havde presset :( Efter en omgang presseveer mere tænkt jeg, at nu var det lige ved! "Ja, det ser flot ud, nu er hovedet næsten forbi skambenet!" SKAMBENET???? Jeg troede sgu da næsten, jeg havde fået hovedet ud! Op på hesten igen og presse videre, ud skulle ungen jo!
I tidsrummet omkring hovedets tur ned igennem udgangen, nåede jeg da også at tænke:
1: Så kom forhelved med en sugekop og hiv ungen ud! Jeg magter det ikke mere!!!
2: Okay, hvis I gider gøre mig klar til kejsersnit, så ville jeg være lykkelig, for det her overlever jeg helt sikkert ikke!!!
Men så kom den her "dejlige" svidende fornemmelse af, at noget alt for stort var ved at sprænge alt i mit underliv! Havde jeg ment, jeg havde haft ondt før, så var det her nok en endnu værre fornemmelse, og jeg tror måske at lige den følelse, er grunden til, at der er enebørn!!! Aldrig har jeg følt et større ubehag! Men ubehaget gjorde mig jo så optimistisk, for så måtte det jo være ovre lige om 2 sekunder! Jaja, det er meget muligt, at det er det, men hvor der før var lidt pause mellem smerterne, så havde jeg nu et hoved sidende fast, og det spændte HELE tiden, ingen pauser i smerterne her!
Så lå man der med Anders på den ene side og min mor på den anden side, jordemoderen holdt øje med baby, og så kommer denne lidt ældre sygeplejeske luntende ind i fødestuen for at hjælpe med det sidste og udbryder: "Neeeej, det kan jeg da godt se, hvad bliver!!!" Okay, søster alt-for-lystig! Du skal ikke være så glad, og du skal slet ikke betragte mit underliv på den måde!!!
Jeg fik så en sidste presseve, hvor jeg fik hovedet ud, og plask og svup kom kroppen lige efter... Lige så ubehagelig en følelse som det var, da jeg skulle presse hovedet ud, lige så stor en forløsning og helt fantastisk følelse var det, da jeg kunne mærke at kroppen bare gled ud - og glæden ved, at den ikke også skulle presses ud! ;)
Ud kom baby på min mave, og ja min første kommentar var selvfølgelig: "Jeg fik ret!!!" (Lidt vindermentalitet havde man vel stadig tilbage i kroppen) Der lå min helt vidunderlige dreng og var bare så fantastisk fin og perfekt <3
Men en veloverstået fødsel var ikke nok til at stoppe jordemoderen, hun skulle da pine mig lidt mere! Så skulle vi lige prøve at hive moderkagen ud - AAAVVV!!! Så skulle vi lige om og ligge på ryggen, for det er jo simpelthen så rart at støtte på sit haleben, når man lige har presset en unge ud!!! Og så skulle vi jo lige pille og rode lidt for at tjekke for bristninger - Hold nu snitterne for dig selv snart!!!
Først kunne hun ikke se nogle bristninger, meeeen lur mig, om hun ikke lige kunne finde en lille rift efter længere tids søgen, så jeg fik da lige 2 sting for at være på den sikre side! Men okay, at blive syet var nok det letteste og mindst smertefulde ved forløbet... Jeg mærkede ikke rigtig andet end en meget underlig fornemmelse, da hun trak i tråden...
10.25 blev jeg mor for første gang til den lækreste, lille dreng i hele verden! 3525 g. og 53 cm lang - helt perfekt i følge jordemoderen, og hun mente absolut ikke, at han var kommet for tidligt ud.. Det var første gang, hun sagde noget fornuftigt! ;) En fødsel på ca 11 timer fra første ve til slut, og en pressefase på sølle 20 min. Hårdt men effektivt!
Her er Malthe lige kommet til verden <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar